Dagens startede lidt grå, da de 74 spillere mødte til årets Åbningsturnering med Spar Nord som sponsor.
Jacob Duch-Pedersen filialdirektør i Spar Nord Hørsholm og medlem af Nivå Golf Klub havde et ønske om, at han og hans 2 medarbejdere kunne få kontakt til alle spillerne. Det løste vi ved at etablere en ”kaffebar” i krydsfeltet bag ved hul 5. Her kom alle spillere forbi 3 gange, hvor de kunne få en kop kaffe eller the, en lille skarp og stykke af restaurantens dejlige drømmekage. Placeret under en pavillon gav det lidt ly for regnen, når spillerne kom forbi.
Efter spillernes indtastning af scores og turneringsledelsens kontrol heraf var der fælles spisning med en buffet, der faldt i alles smag.
Præmieoverrækkelsen startede med at Jacob Duch-Pedersen på vegne af Spar Nord Fonden afleverede et diplom til klubbens formand Thorkild Bang på et beløb til 2 pladser på DGU kursus Turneringsleder Level 2.
Med 5 individuelle rækker og præmier til de 3 bedste, var der mange, der skulle have præmier. For også at støtte shoppen havde Spar Nord valgt, at præmierne skulle være gavekort. Der var også klappræmier i form af golfbolde, paraplyer og pitchfork. Man kan se vinderne og de øvrige resultater i Golfbox.
Der var også en holdturnering indbygget, hvor det var de 3 bedste stableford resultater fra hvert hul talte med. Desværre måtte præmieoverrækkelsen udskydes, da turneringsledelsen ikke havde fuld tillid til udregningerne i Golfbox. Det viste sig efterfølgende at være en fejl i opsætningen. De 2 vindende holde vil efterfølgende modtage deres præmier.
Tak til deltagerne, Spar Nord og restauranten for en god dag på Nivå Golf
fra de medvirkende Lone Berger, Jeppe Hansen, Per Hald og Bjarne Hansen
Bjarne Hansen
Dagens turneringsleder