Onsdag d. 21. januar havde Dameklubben inviteret egne medlemmer, deres partnere samt Herreklubben med til den årlige dyst i minigolf hos Cecilies i Herlev, hele 43 havde lyst til bakke initiativet op.
Først dystede vi på den ikke særlig nemme 18 hullers bane i holdkonkurrencen ”Best ball” hvor de 3 bedste resultater af 4 tæller til den samlede score. Derudover var der præmier til de 3 der havde den bedste individuelle score samt præmie til dem der stod for at lave hole-in-one.
Som sædvanlig var stemningen i top og der blev udvist god holdånd og klapsalver når nogle præsterede hole-in-one.
Efter spil var der præmieoverrækkelse til de 5 bedst placerede hold, individuelle præmier samt hole-in-one og klappepræmier. Cecilies var igen sponsor med gavekort til vinderholdet, de resterende præmier kommer fra deltagergebyret og var som sædvanen tro, flødeboller og slik fra Spangsberg som er nabo til Cecilies.
Igen i år stod Cecilies for en dejlig grillmenu til os, og jeg kan med sikkerhed sige, at ingen gik sultne fra bords.
Nu håber vi at Cecilies får lov at blive på adressen i Herlev, så vi kan gentage denne traditionsrige turnering igen i 2027. Det er en hyggelig måde at mødes med klubkammeraterne på, når det er koldt og vinterligt og ikke tiltaler alle lige meget til at spille udendørs.
Dameklubben vil gerne takke Martin Norden, fordi han igen havde mod på at hjælpe Dameklubben med de praktiske ting på dagen!















