Regionsgolf er Danmarks største golfturnering. I 2023 er der 172 klubber med 981 hold og mere end 10.000 golfspillere, der har været i aktion.
Nivå Golf Klub deltog i 2023 med 10 hold, som er mere end 80 spillere. Et regionsgolfhold består af 2 damer og 4 herrer, der spiller Damesingle, Mixed Foursome og 3 Herresingler. Turneringsformen er hulspil. Alle rækker er inddelt efter handicap, og Senior, Veteran og Super Veteran også efter alder.
Fra april til juni spilles der i puljer på 4 hold, hvor man spiller alle mod alle, så vi kommer rundt på forskellige baner. Puljevinderne går videre til finalerne efter sommerferien. Afhængig af antallet af puljer er der kvartfinaler og semifinaler, som spilles på neurale baner. Sæsonen slutter med Regionsfinaler i Vest og Øst og endelig Landsfinalerne, hvor vinderne fra Vest og Øst mødes for at finde Landsmestrene.
Ud af Nivå Golf Klubs 10 deltagende hold var der 4 hold, der vandt deres pulje. Det var D rækken, Senior C, Veteran C og Super Veteran D.
Veteran C og Super Veteran D gik hele vejen til finalerne i Regionsgolf Øst, som blev spillet på Asserbo fredag den 1. september. Der skulle spilles 5 kampe. Det vil sige 10 hold og 60 spillere på banen.
Finaledagen er noget særligt. Regionsgolf folkene og frivillige fra den lokale klub lægger et stort arbejde i arrangementet. Holdene indskriver sig klokken 08.00 og får udleveret scorekort og kampkort. Klokken 08.30 giver turneringsledelsen informationer om dagens spil. Derefter er der lokale frivillige, der guider holdene ud til deres starthuller. Nivå Veteran C startede på hul 12. og Nivå Super Veteran D på hul 8 med silent gunstart kl. 09.00.
Asserbo er en meget smuk bane med brede fairways og mange bakker med en flot udsigt. Det tog holdene 4-5 timer at komme banen rundt og indrapportere resultaterne. Mens Turneringsledelsen samlede resultaterne til præmieoverrækkelse blev der serveret frokost til holdene, som sad sammen række for række.
Og nu kommer vi til resultaterne:
Nivå Golf Klubs Veteran C mødte Maribo, som havde taget en overnatning i nærheden af Asserbo. Nivå vandt kampen overbevisende med 11-0, og de enkelte præstationer var også overbevisende. Holdet bestod af Ulla Høllund, Birgit Stendell, Henrik Dam Hansen, Benny Nielsen, Fritz Schleimann og holdkaptajn Erik Impgaard Madsen. Det betyder, Nivå går videre til Landsfinalerne i Trehøje den 23. september. Tillykke.
Nivå Golf Klubs Veteran D mødte Hjortespring. Nivå tog et ærefuldt nederlag på 9-2 med godt humør. Holdet bestod af Birgit Olsen, Gitte Sparre Korsholm, Warny Munch, Harun Yusufi Rubin, Kjeld Christiansen og holdkaptajn Bjarne Hansen. Der var også præmier til nummer 2.
Som det fremgår af billederne, var det en flot dag, og alle var i højt humør. Alle resultater og en masse billeder fra dagen, kan man se på Regionsgolf Øst/Slutspil/Regionsfinaler
En stor tak til Regionsgolf for glimrende afvikling både af turneringen og finalerne.
Bjarne Hansen
02.09.2023