Vejret betød, at årets juleafslutning blev meget alternativ.
Med et pænt lag sne både på Toftegård og Par3 banen måtte vi opgive at spille om dagens præmier. Formanden mente, at det ikke ville være rigtigt at komme til juleafslutning med nissehuer – uden også at få røde næser. Opvarmningen skete med Bo’s dejlige gløgg – han påstod, at rosinerne have ligget i rom siden sidste jul. Under alle omstændigheder smagte den dejligt.
Og så blev dagens tur på golfbanen en travetur på Løvbjerggård, hvor vi oplevede en smuk snedækket bane. Så vi fik travet os til røde næser og til at gøre os fortjent til frokosten.
Og Bo og Alrun havde lavet en skøn julebuffet til os 62 deltagere med alt, hvad der hører til en god julefrokost. Frokosten sluttede med ris a la mande og mandelgaver til alle borde. Til sidst var der også mandelgaver til Alrun og Bo. Dejlig valnøddesnaps fra Mothsgården i Søllerød.
Bestyrelsen var i dagens anledning i det gavmilde hjørne, så denne gang var der klappepræmier til alle med en æske bolde dekoreret med Mies julesokker. Som også gemte på en lodtrækning om gode præmier.
Eftermiddagens præmieuddeling gav lige chancer for alle, da der var lodtrækning om alle præmier. Også Bo havde gaver med, så der blev trukket lod om to gavekort á 10 kopper kaffe og en fin bærebag.
Så blev der alligevel Jul i Old Tigers!