Aarhus Aadal og Nivå lagde græs til golfevents for hårdt ramte familier
At blive ramt af kræft er i alle tilfælde hårdt, og er der tale om kræftramte børn, medfører det en voldsom belastning af hele familien.
Både de syge børn og deres familier kan godt trænge til opmuntringer i hverdagen, og her kommer en forening som FMKB (Familier med kræftramte børn) ind i billedet med tilbud om forskellige events og aktiviteter, der kan tænde lys i en mørk tid. Her kan golf være en fin aktivitet, både for de syge børn og deres familier.
– Golf kan spilles på tværs af generationer, så hele familien kan spille golf sammen. Man får naturoplevelser, frisk luft, motion og bevægelse, og tilmed giver golf som udendørs aktivitet kun lav risiko for smitte og infektioner, siger Brian Sørensen, der er initiativtager til de to golfevents, der i år har fundet sted i regi af FMKB for første gang.
Den første golfevent fandt sted i Aarhus Aadal Golf Club den 10. juni, og den anden i Nivå Golfklub (billedet ovenfor) i søndags den 10. september.
– Vi havde hele 30 deltagere i Aarhus, men desværre stort frafald og ikke så mange deltagere i Nivå. Det viser de kræftramte familiers sårbare situation, hvor hverdagen pludselig vender forkert pga. infektioner eller andre problemer i barnets sygdomsforløb, siger Brian Sørensen, der er ivrig golfspiller og selv har en nu voksen datter, Karoline, der fik konstateret leukæmi, da hun var et år og otte måneder gammel. I dag er hun 28 år og har fortsat fysiske mén pga. en blodprop i hjernen under kræftbehandlingen.
På golfdagene fik deltagerne både golfundervisning hos klubbens pro, opvisning i trickgolf ved Karsten Maas, spil på par 3-banen, frokost og præmier. Golfexperten, Rema 1000 og Dansk Golf Union hjalp til som sponsorer, og de to arrangørklubber stillede bane, faciliteter og hjælpere til rådighed.
Læs også: Fortjent heltehyldest til golfens frivillige
– Vi ville gerne havde haft flere deltagere, men de, der kom, havde det virkelig sjovt. I Aarhus Aadal var der en del juniorspillere blandt hjælperne, og de har nok haft godt af at se, at der er børn og familier, der har en anden dagligdag end dem selv, siger Brian Sørensen.
Hos foreningen Familier med kræftramte børn har man endnu ikke færdigevalueret årets golfevents, og der er derfor ikke taget stilling til, om der kommer nye events til i 2024.
– Men vi regner med at fortsætte til næste år, gerne med en kendis som Jonas Vingegaard som trækplaster, siger Jakob Vibild fra FMKB med et glimt i øjet.
FMKB overvejer også at indlægge golfaktiviteter i sine Unge-camps, der er foreningens netværk for kræftramte børn og unge.
FMKB har ca. 500 familier med omkring 2.000 personer som medlemmer, og foreningen har i år 40 års jubilæum. Læs mere om Foreningen for kræftramte børn på www.fmkb.dk.